Lige siden stenalderen har der været affald; muslingeskaller, fiskeben og flintesten. Affaldet smed man på køkkenmøddingen.

Helt op til og med middelalderen har man bare smidt sit affald på køkkenmøddingen. Men efterhånden blev der flere og flere mennesker og dyr i byerne. Stanken fra affaldet var ikke til at holde ud.

Det var så galt, at Kong Christian II (som regerede 1513-1523) befalede, at byerne ansatte en natmand. Han skulle indsamle dyrenes efterladenskaber og døde dyr og køre det på møddingen uden for byerne.

Køkkenaffaldet blev ikke samlet ind. Det fik stadig lov at hobe sig op i byen.

Ulækre forhold

I 1853 døde ca. 5.000 mennesker i København af sygdommen kolera. Folk smittede hinanden, fordi de boede for tæt, og fordi der var bakterier fra afføring i drikkevandet. Rotterne løb rundt i gaderne. De levede af alt det køkkenaffald, der lå og flød.

Borgerne i byerne krævede, at der blev gjort noget.

Endelig i 1903 begyndte man i Horsens at indsamle køkkenaffaldet. Indsamlingen af køkkenaffaldet foregik om dagen. Derfor hedder det i dag dagrenovation. Natrenovationen bestod i at tømme lokumsspande. Dagrenovationen blev indsamlet i store blikspande og kørt ud på lossepladsen.

I 1972 skiftede man i Horsens de tunge blikspande ud med sække, og i 1973 begyndte man at brænde affaldet på Forbrændingsanlægget.

Det var først i 1978, man i Horsens begyndte at udnytte varmen fra det affald, man brænder, og bruge det som fjernvarme.

I 1986 fik Horsens Kommune en genbrugsplads. Genbrugspladsen er siden da blevet større, og i dag er der mange forskellige containere, hvor man kan aflevere affald til genbrug.

FAKTA:

• Køkkenmødding
  En køkkenmødding er en affaldsdynge af køkkenaffald.
• Mødding
  Er det sted, hvor ekskrementer fra bondegårdens dyr og udmuget halm blev smidt hen.
  Indhold fra toiletspanden og køkkenaffald endte også på møddingen.

Brugte kladdehæfter kan man bruge igen. Ikke kun til dem, der går en klasse under dig, men også til at lave nyt papir af!

Papir skal du aflevere til genbrug. Det gør du ved at putte papiret i papircontaineren på Genbrugspladsen, De Grønne Pladser eller Miljøstationerne.

Måske er du så heldig, at der på den skole, som du går på, er en speciel skraldespand eller kasse til papiraffald. Så slipper du for at gå langt med papiret, når du vil smide det ud.

Papir fra papircontaineren bliver kørt til sorteringsanlæg. Når papiret er sorteret, bliver det kørt videre til papirfabrikken. På papirfabrikken vasker man først tryksværte og urenheder ud af papiret. Papiret og vandet er nu en slags grød. Det kalder man plump. Plumpen hældes på en vire, som er et finmasket trådnet. Vandet løber af viren, og papirmassen rystes sammen, så fibrene vikles ind i hinanden. Bagefter presser og tørrer man papiret, så det sidste vand forsvinder. Papiret er nu klar til at blive trykt på og skåret til.

Det vand, man brugte til at lave papiret af, renser man og bruger igen.

FAKTA: 

Når man laver nyt papir af papiraffald, sparer man både energi og vand. Det kræver nemlig 2½ gange så meget energi at lave papir af træ, end når man laver det af papiraffald. Og det kræver 5 gange så meget vand.

Tænk på, hvor mange steder vi bruger papir i hverdagen. Det er helt enormt.

Men til forskel fra computere, biler og tv har vi haft glæde af papir gennem flere tusinde år. For papir er en gammel opfindelse.

Ægypterne opfandt papiret

Det var ægypterne, der for mere end 5.000 år siden fandt ud af at lave papir. Man lavede det af papyrus-planten – en kraftigt voksende græsart.

Plantens kraftige stængler blev skåret op, og man tog marven ud. Marven er den midterste kerne i grene. Marven blev så skåret i tynde strimler og lagt i blød. Efter nogle dage kunne man så flette og presse marvmassen til store stykker papir. Efter tørring var papiret klar til brug.

Ordet papir stammer fra plantenavnet papyrus – en plante, som voksede langs Nilens bredder.

Kineserne forfinede metoderne

Helt uafhængigt af ægypterne fandt kineserne for 2.000 år siden ud af at lave papir af planter – blandt andet af tørrede bambusblade.

De fint hakkede plantedele blandede de med vand og lavede en tyk ”grød”. Denne ”grød” hældte de ud over et net. Når vandet var tørret bort, havde man papirark tilbage. Faktisk er det på denne måde, der også laves papir i dag.

Europæerne – først klude, så træ!

I Europa har man lavet papir i ca. 700 år. I starten brugte man hør- og bomuldsklude. Det gav et groft og stift papir.
Først for 200 år siden fandt man ud af at lave papir af træ – og det var faktisk hvepsene, der viste os hvordan.

Man undersøgte, hvordan hvepse laver deres bo. Det gør de ved at tygge træ og blande det med spyt til en dejlignende masse. Denne dej bygger hvepsene deres bo med. Det er denne måde at blande små træfibre og vand på, som man også bruger på papirfabrikkerne i dag.

I dag bruger man mest grantræ til papirfremstilling – men også andre planter som for eksempel bomulds- og bananplanten kan bruges.

Tomme marmeladeglas er en af den slags affald, man kan genbruge. Derfor skal du ikke putte dem i skraldespanden.

I stedet for skal du putte marmeladeglasset i glascontaineren på en af genbrugspladserne, De Grønne Pladser eller ved en af miljøstationerne.

Glas fra glascontainerne bliver kørt til et sorteringsanlæg, hvor man starter med at dele glasset op i to grupper: Hele vinflasker og så alt det andet – andre glastyper og skåret glas.

Glasset bliver sorteret i hånden og ikke af maskiner. Derfor er det vigtigt, at man skyller glassene, inden man putter dem i glascontaineren.

Ny vin på gamle flasker

De hele vinflasker vasker man og kører til de vintapperier i Danmark og udlandet, hvor de kommer fra, så der kan blive fyldt ny vin på flaskerne.

Du tænker måske: ”Kan det virkelig betale sig at køre vinflaskerne tilbage til vintapperier i udlandet?” Og det kan det faktisk. Så længe tapperiet ligger mindre end 2.500 km fra Danmark, betaler det sig både miljømæssigt og økonomisk.

Vinflasker kan man bruge 6-7 gange, og de ender derefter i bunken med andre glastyper og skåret glas. Så får de nyt liv på glasværket i Holmegaard, som smelter glasset og bruger det til at lave nye vinflasker, ølflasker og emballageglas.

Glas, som smides i naturen, forsvinder først efter 4.000 – 1.000.000 år, hvis der ikke er nogen, der samler det op.

FAKTA:

Selv om man bruger energi til at gøre flaskerne rene, bruger man alligevel 7 gange så meget energi, når man laver helt nye flasker. Man bruger dobbelt så meget vand.

I Danmark er der pant på alle sodavandsdåser. Panten betaler du, når du køber dåserne. Du får panten tilbage, når du afleverer de tomme dåser. Derfor skal du ikke smide de tomme sodavandsdåser i skraldespanden.

Dåser købt i udlandet er der ikke pant på, så dem får du ikke penge for. Dåser uden pant kan du aflevere i de fleste returautomater eller på genbrugspladserne, men du får ingen pant.

Dåser, som smides i naturen, forsvinder først efter 500 år, hvis der ikke er nogen, der samler dem op.

Putter du din tomme dåse i skraldespanden, bliver den brændt sammen med det almindelige affald. Det kan give problemer på kraftvarmeværket, for dåsen smelter og stopper ristene til.

Genbrug af dåser sparer energi

De fleste sodavandsdåser er lavet af aluminium. Aluminium kan man smelte og bruge til nye dåser eller andre ting lavet af aluminium. Det kan være cykler, sølvpapir og gryder.

Ved at genbruge de tomme dåser kan man spare megen energi. Det kræver nemlig 16 gange så megen energi at lave en dåse af nyt aluminium, end hvis man bruger aluminium fra brugte dåser.

Den energimængde, man sparer ved at genbruge én dåse, er nok til at holde din computer kørende i 8 timer. Ved at genbruge 500 dåser sparer man lige så megen energi, som et fjernsyn bruger, hvis det er tændt i 1½ år.

FAKTA:

En sodavandsdåse vejer kun 15 gram. For at få fat i de 15 gram aluminium, dåsen er lavet af, skal man fjerne 1.275 gram jord og klippe.

Vi bruger batterier til mange ting: I vækkeure, lommelygter og kameraer. Der er også skjulte batterier i for eksempel postkort med musik, sko med lys og legetøj med lys eller lyd.

Der er mange forskellige slags batterier. Nogle er engangsbatterier - andre er genopladelige.
Nogle er store, mens knapbatterier er ganske små.

Hvordan virker de?

Batterier er faktisk et lager af elektrisk energi. Energien er gemt i de metaller, som batteriet er lavet af. Det er forskelligt, hvilke metaller batterierne er lavet af. Nogle af metallerne kan være tungmetaller, som for eksempel bly, kadmium, krom, kobber og kviksølv.

De farlige tungmetaller

Større mængder tungmetaller i kroppen er giftig. Tungmetallerne ødelægger hjerne, lever, nyrer og kan give kræft. Det er derfor vigtigt, at batterierne ikke bare bliver smidt i skraldespanden. I stedet for skal de afleveres som farligt affald.

Sikker aflevering – så let er det!

I Horsens Kommune er det let at aflevere batterierne på en sikker måde. Du skal blot lægge dem i en gennemsigtig pose oven på affaldsstativets låg. Skraldemanden indsamler dem så og sender dem videre til special behandling.

Sortering og genbrug

De batterier, vi afleverer, bliver først sorteret i de forskellige typer batterier. Alt efter hvilken type batteri det er, bliver det kørt til forskellige virksomheder i udlandet.

Der bliver batterierne skilt ad og så meget som muligt genanvendt. I Danmark har vi ingen virksomheder, som kan skille batterierne ad og genanvende metallerne.

Husk: Nogle af metallerne i batterier er giftige. Du må derfor ikke smide dine brugte batterier i skraldespanden.

FAKTA:

• Vidste du, at der frigives tungmetaller, når batterier brændes?
• Cirka 79% af et nikkel-cadmium-batteri kan genbruges.

Batterier er ikke en ny opfindelse – en lille sjov historie kan fortælle om det:

Et sted imellem år 1780 og 1786 står italieneren Luigi Galvani og laver forsøg med nogle døde frøer. Her opdager han, at et frøben kan spjætte, når det kommer i kontakt med jern og messing. Luigi Galvani tror, at det er en vævsreaktion. Men i dag ved vi, at det var historiens første elektrochok.

Forklaring: De to metaller, der var i kontakt med frøen, udviklede en svag strøm. Det var denne strøm, som fik frøens muskler i låret til at trække sig sammen.

Det første batteri

Det bliver dog en anden italiener, Alessandro Volta, der i 1800 opfinder det første rigtige batteri. Batteriet bestod af sølv- og zinkplader på størrelse med mønter. De var skiftevis stablet ovenpå hinanden. Imellem var lagt stoflapper, der var vædet i en saltopløsning. Metallerne, saltopløsningen og opbygningen skabte strøm.

Et senere batteri

I 1866 tager franskmanden Georges Leclanche patent på et nyt batteri. Det blev kaldt
”våde celle”, fordi det var bygget op med metaller i en væske. Dette batteri bliver det første masseproducerede batteri. Men det var tungt og ikke særligt handy.

Dansker i batterihistorien

Danskeren Wilhelm Hellesen udviklede i 1887 forgængeren til nutidens tørbatterier.
Før hans opfindelse var alle batterier både våde og tunge. Hellesens batterier blev en stor succes og solgt til 50 lande verden over. 

Hellesens Batterier blev i 1986 solgt til Duracell.

Batterier i dag og i fremtiden

I dag render vi alle rundt med et batteri på os hele tiden. Enten i mobiltelefonen, i armbåndsuret eller i MP3 afspilleren.

Udviklingen er klar: Batterierne bliver bedre, mindre og langt mere miljøvenlige, og det er
godt. Man arbejder for eksempel på at fremstille batterier, der er baseret på harpiks, der er ganske
ufarligt.

Men indtil det miljøvenlige batteri er opfundet, skal vi sørge for, at vores miljøfarlige batterier indsamles og genanvendes på en sikker måde.