layoutelementlayoutelement
Renuge194x64 jpg 
Batteri historie

Batteriets historie

Frølår og elektrochok

Batterier er ikke en ny opfindelse – en lille sjov historie kan fortælle om det:

Et sted imellem år 1780 og 1786 står italieneren Luigi Galvani og laver forsøg med nogle døde frøer. Her opdager han, at et frøben kan spjætte, når det kommer i kontakt med jern og messing. Luigi Galvani tror, at det er en vævsreaktion. Men i dag ved vi, at det var historiens første elektrochok.

Forklaring: De to metaller, der var i kontakt med frøen, udviklede en svag strøm. Det var denne strøm, som fik frøens muskler i låret til at trække sig sammen.

Det første batteri

Det bliver dog en anden italiener, Alessandro Volta, der i 1800 opfinder det første rigtige batteri. Batteriet bestod af sølv- og zinkplader på størrelse med mønter. De var skiftevis stablet ovenpå hinanden. Imellem var lagt stoflapper, der var vædet i en saltopløsning. Metallerne, saltopløsningen og opbygningen skabte strøm.

Et senere batteri

I 1866 tager franskmanden Georges Leclanche patent på et nyt batteri. Det blev kaldt
”våde celle”, fordi det var bygget op med metaller i en væske. Dette batteri bliver det første masseproducerede batteri. Men det var tungt og ikke særligt handy.

Dansker i batterihistorien

Danskeren Wilhelm Hellesen udviklede i 1887 forgængeren til nutidens tørbatterier.
Før hans opfindelse var alle batterier både våde og tunge. Hellesens batterier blev en stor succes og solgt til 50 lande verden over.  Hellesens Batterier blev i 1986 solgt til Duracell.

Batterier i dag og i fremtiden

I dag render vi alle rundt med et batteri på os hele tiden. Enten i mobiltelefonen, i armbåndsuret eller i MP3 afspilleren.
Udviklingen er klar: Batterierne bliver bedre, mindre og langt mere miljøvenlige, og det er
godt. Man arbejder for eksempel på at fremstille batterier, der er baseret på harpiks, der er ganske
ufarligt.

Men indtil det miljøvenlige batteri er opfundet, skal vi sørge for, at vores miljøfarlige batterier indsamles og genanvendes på en sikker måde.