layoutelementlayoutelement
Renuge194x64 jpg 
Brynd jpg

Fra brønd til vandtårn

I oldtiden boede folk tæt på det vand, de drak. De hentede deres drikkevand direkte fra åen, søen eller en kilde.

I nogle oldtidssamfund har man bygget akvædukt- og digesystemer for at føre vandet fra søer og floder ind til byerne. Dengang vidste man ikke, at å- og søvand indeholder bakterier, der kan give sygdomme.

I modsætning til andre steder i verden har vi i Danmark altid haft mange steder, hvor vi har kunnet hente vores vand. Men uden rør og vandtårne har det alligevel været svært at få vand transporteret frem til det sted, hvor man skulle bruge det.

Omkring 1500-tallet begyndte man at udhule egetræsstammer og bruge dem at lede vandet rundt i byerne. Du kan godt forestille dig, at det var et stort arbejde at udhule træstammerne, og så holdt de endda kun i få år.

Man havde også springvand og brønde i byerne, hvor man hentede vand fra. Brøndvand blev hentet op fra dybderne ved hjælp af håndkraft. Dengang mente folk, at springvandet var sundere end brøndvand. Men da vandet ikke blev renset, kunne man alligevel finde plantedele, andemad, insektlarver, småfisk, ål og mudder i vandet.

Vandforsyning i Horsens:
Før man fik lagt vand ind i husene i Horsens, måtte folk selv slæbe al vandet fra kilder og brønde i spande hjem til sig selv. Kildepladserne fandtes ved steder som Borgmesterbakken, Kildegade og Hestedamsgade.

Vandbrøndene kunne ligge lige ved siden af kloakrender i gaderne. Vandet blev ikke renset, for man var endnu ikke klar over, at det indeholdt bakterier og smitsomme sygdomme som kolera og tyfus.

På grund af stigende befolkning og industrialisering blev behovet for vand større. Byrådet blev nødt til at søge vand uden for Horsens. I 1876 gik man i gang med at bygge Horsens Kommunes første vandværk. Det lå ved Egebjerg Mølle nord for Horsens. I bakkerne var der mange kilder, som kunne forsyne byen med vand, som var af fineste kvalitet. Vand førte man ind til byen i støbejernsrør, som man havde skaffet i England.

Befolkningstallet og industrien i Horsens voksede. I tidsrummet 1889 til 1932 blev der opført to nye vandbeholdere - en på Blæsbjerg Bakke og det flotte vandtårn ved Lunden.

Byudviklingen fortsatte, og vandforbruget steg voldsomt efter 1940. Det blev nemlig mere almindeligt at have rindende vand både i køkken og toilet. I 1955 opførte man Priorsløkkeværket, men allerede i 1974 blev det sat ud af drift. Man var bange for at pumpe mosevand op. Højballegårdværket blev opført i 1971. Det er kendt for sine åbne iltningstrapper. I 1976 byggede man Rugballegårdværket, som er atomsikret og kan forsyne Horsens med vand i situationer med forureninger i luften.

Efterhånden som byen vokser, bliver vandforsyningens ledningsnet udbygget. Afhængigt af, hvor man bygger, og hvor meget man bygger, kan det være nødvendigt at lave trykforøgerstationer for, at vandet i rørene kan nå helt ud til ledningsnettets ender med et passende vandtryk.